Det begyndte med appelsiner
Det er mere end 25 år siden, at de første gule lastbiler med Contino-logo rullede ud på motorvejen for at hente israelske juleappelsiner til skandinaverne. Netop shipping og transport af frugt dannede sammen med transport af byggematerialer grundlaget for opstarten af Contino i 1982. Og den grundlæggende ide afspejles den dag i dag i farverne i virksomhedens logo: Gul som i frugten og grøn som i træet.
Forretningen voksede hurtigt større, og snart indeholdt lasten meget andet end bare frugt og finér, ligesom aktiviteterne udvidedes fra primært at omfatte det skandinaviske marked til det meste af Europa – dog med fokus på Tyskland, som i dag stadig er et af vores vigtigste markeder.
I 1991 blev grundstenen til det nuværende Contino lagt, da den ene af de tre stiftere, Ib Rossen Nissen, erhvervede samtlige aktier. I år 2000 indviede vi vores nye domicil på Industrivej i Padborg.
Contino er konstant i udvikling. Således har vi i første årti i det nye årtusinde udvidet med opkøb af to større vognmandsforretninger.